Skånsomme behandlingsmetoder
Behandlingen af åreknuder er gået betydeligt frem i de sidste to årtier. Udviklingen af mindre invasive metoder, såsom walk-in, walk-out procedurer, der adresserer venen internt (endovenøs ablation), har været en væsentlig forbedring. Forbedrede scanningsprotokoller, skumskleroterapi og avulsionsbehandlinger har også bidraget til højere succesrater. Disse moderne teknikker har væsentligt lavere komplikationsrater sammenlignet med de traditionelle kirurgiske stripningsprocedurer.
Radial Laser
Laserbehandling med radial fiber indebærer at en tynd laserfiber føres ind i den syge vene gennem en nål, hvorefter den varmes op, trækker sig sammen og dør hen med tiden. Dermed ophører muligheden for at blodet kan løbe baglæns i den syge vene og give anledning til synlige åreknuder, karsprængninger og symptomer.
Behandling i lokalbedøvelse
Behandlingen foregår i lokalbedøvelse som anlægges omkring den pågældende vene. Dette sikrer god kontakt mellem fiber og vene, samtidig med at man ikke mærker noget til selve behandlingen. Det er udelukkende huden som bedøves, hvorfor man vil være fuldt i stand til at stå og gå som normalt efter behandlingen.
- Laserbehandling er meget effektivt
- En tynd laserfiber føres ind i venen gennem en nål, og varmer indersiden af venen op så den lukker.
- Den behandlede vene efterlades i kroppen umiddelbart, men vil med tiden optages og fjernes.
- Selve opvarmningen tager 5-10 minutter afhængig af længden på venen.
- Behandlingen foretages i lokalbedøvelse
Skumbehandling
Princippet bag skumbehandling er det samme som for de øvrige behandlingsmetoder. Det drejer sig om at lukke ned for blodgennemstrømningen i de syge vener som forårsager åreknuder og karsprængninger. Skumbehandling indebærer at et flydende medicinsk præparat (Aethoxysklerol) skummes op med luft, og sprøjtes direkte ind i de pågældende vener gennem en meget tynd nål. Aethoxysklerolen påvirker indersiden af venen kemisk, sådan at den trækker sig sammen og blodgennemstrømningen ophører. At præparatet er skummet øger kontakfladen med indersiden af venen og øger dermed effektiviteten.
Der anvendes ikke lokalbedøvelse idet nålen er meget tynd og ikke giver anledning til nævneværdig ubehag.
Skum anvendes alene og i kombination med de øvrige behandlingsmetoder. Ofte er det meget anvendeligt i tilfælde hvor man tidligere er behandlet for åreknuder, idet de tilbageværende vener vil være anatomisk uregelmæssige og ikke lempelige for hverken laser, radiofrekvens eller lim. Ydermere er skumbehandling yderst effektivt til behandling af mindre og overfladiske åreknuder og karsprængninger.
- Skumbehandling anvendes alene og i kombination med øvrige behandlingsmetoder.
- Præparatet injiceres direkte i den pågældende vene gennem en meget tynd nål og lokalbedøvelse er ikke nødvendigt.
- Skumbehandling er yderst effektivt til mindre og overfladiske åreknuder.
- Skumbehandling anvendes ofte hvor der tidligere er behandlet for åreknuder.
- Skumbehandling er yderst skånsomt og man kan fortsætte med sin almindelige hverdag direkte efter behandlingen.
Flebektomi, fjernelse af synlige åreknuder
Ved flebektomi forstås at der under lokalbedøvelse laves ganske små huller i huden på 2-3mm., svarende til de synlige åreknuder der findes på benet. Herigennem fiskes den pågældende vene ud gennem hullet med en lille kirurgisk hæklenål. Dermed fjernes åreknuden mekanisk. Hullet i huden er så lille at det ikke behøver at blive syet og det efterlader kun et meget lille ar, som på sigt bliver næsten usynligt.
Flebektomi udføres ofte i kombination med og som supplement til de øvrige behandlingsmetoder men kan også udføres alene.